Review: The Commander in Chief gaming keyboard
Blackpulse.dk er et nyt firma der er startet op og vil have en bid af markedet for gaming specifikt tilbehør.
Jeg modtog keyboardet, som var blevet pakket ind i bobbelplast ud over den originale indpakning, og ikke en overdimensioneret papkasse, hvilket er en sjældenhed da mange pakker bliver smidt ned i en større kasse, som ender med at være dobbelt så stor som faktisk er nødvendigt, hvilket jeg personligt godt kan lide, ingen grund til at få mere affald end nødvendigt ! Inde i kassen var keyboardet og en manual på dansk, som kan ses ovenfor.
Indtil videre ligner keyboardet en del af et stort tåget marked, som fylder markedet med nye keyboards hver anden måned for at få folk til at købe et nyt keyboard. Som i kan se på billederne så har The Command In Chief dog valgt at gå efter et minimalistisk design hvor der kun er en meget tynd kant rundt omkring keyboardet som selvfølgelig har rgb belysning som understøtter det normale fulde spektrum på 16.8 millioner forskellige farver, selv om vi som mennesker ikke kan opfange alle de små variationer som keyboardet teknisk set kan levere, men det er forventet i dag at rgb lys kan leve op til dette, og det lever keyboardet op til. Keyboardet leverer features som:
- Anti ghosting (Du er ikke begrænset til kun 3 taster trykket ned samtidigt)
- Low Latency >5ms
- Kalih Red switches med 70 millioner + tastetryk
- Multimedie knapper som kan bruges via FN tastetryk kombinationer
Vender vi keyboardet om, så opdager man hurtigt en detalje som i hvert fald overraskede mig og de mennesker jeg har fremvist keyboardet til. Håndledsstøtten er skruet fast med et metal beslag. Dette er dog et 100% grundigt overvejet løsning fra blackpulses side, jeg tog nemlig kontakt til dem, for at høre hvad de faktisk mente, da håndledsstøtten er lavet specifikt til deres keyboard, og ikke bare en tilfældig støtte som de har klasket på. Der var blevet brugt tid sammen med en ergonom, på at finde den rigtige højde og hvilken vinkel på håndledsstøtten der virkede mest optimalt. Mønsteret med en masse tværgående streger, er tiltænkt at virke som antiskrid, så din hånd ikke skrider af som den kunne gøre hvis det var en flad og glat overflade.
Når keyboardet bliver tilsluttet første gang, starter der et forindstillet lysshow som viser hvad keyboardets rgb funktioner kan levere af forskellige features.
Keyboardet kommer selvfølgelig med tilhørende software som kan hentes på hjemmesiden https://blackpulse.dk/download/ Programmet downloades og installeres uden nogen problemer, og selv AVG antivirus lod være med at brokke sig, hvilket jeg lidt havde frygtet da det nogen gange ikke kan lide ukendte .exe filer.
Første gang programmet startes starter man med at se en oversigt over keyboardet, her kan det være nemt at overse at man faktisk kan mouseover hver eneste tast og ændre på den. Illustreret nedenunder:
Under de forskellige faner kan du tilpasse belysningen og hvilke mønstre de skal følge, så du kan sidde med et svagt anonymt lysende keyboard, eller du kan lege DJ fra 90'erne hvor alle knapperne lyser i skrigende kontrast til hinanden.
Under fanen gaming mode kan du deaktivere forskellige taste komboer som kan drille så som alt + tab, alt + f4(den gamle klassiker som folk stadig forsøger sig med) eller windows tasten, så du ikke pludselig sidder ude på skrivebordet imens fjenden planter bomben.
På det sidste fane blad Macro, kan du opsætte forskellige taste tryk i sekvens som så kan udløses ved at bruge den opsatte macro key. Dette kan være små kombo'er af musetryk som ville drikke alle dine potions i Path of Exile, så du ikke selv skal trykke på alle dine potions knapper, eller måske en gammel klassiker fra World of Warcraft med Bubble og hearthstone hvis du spiller paladin. Der er mange funktioner for denne feature, og en del folk vælger produkter ud fra disse features, så det er absolut en god ting at have med, selv om du ikke selv vælger at bruge det.
Nå det endte jo med at blive en hel salgstale, hvad så har jeg lavet nogle tests ?
Ja det har jeg selvfølgelig, men da jeg ikke sidder inde med professionelt udstyr så må jeg gøre brug af hvad jeg har. Jeg undersøgte om keyboardet kunne leve op til det som der blev lovet. Når man tænker gaming udstyr, så forventer man udstyr som er kvalitet og er det bedste hardware der findes. Latency, lag eller milliseconds som man kender det inden for server latency eller hvis du har en god gaming skærm så reklamerer de med 1-2-5ms latency, hvor man helst vil have en så lav latency som muligt, da det er den forsinkelse der er fra du laver et input og til at det er fremme på dit hardware eller inde i dit spil.
The Commander In Chief sælger sig selv på at være low latency under 5ms. Jeg søgte rundt for at finde testprogrammer for dette og fandt en hjemmeside som påstod at kunne måle dette, så jeg tog mine 2 ældre keyboards, og The Commander in Chief igennem testene et par gange. Mit ældre membran keyboard kunne ikke reagere hurtigere end 16ms, selv om jeg prøvede at trykke flere taster ned ad gangen og så hurtigt som jeg kunne. Resultatet for det blev 16ms latency som det bedste det kunne præstere. Keyboard nr. 2 er ca 2 år gammelt og kører på cherry mx red switche. Her blev det bedste resultat 14ms latency. The Commander in Chief bruger Kalih red switche, hvilket er tilsvarende til Cherry MX red switche. Her lykkedes det mig hurtigt at få keyboardet ned på 2 ms latency. Min forventning var at både Cherry og Kalih switchene ville være lige hurtige, men det er måske den lidt ældre generation af switchene der giver The Commander In Chief fordelen, jeg har desværre ikke kunne få fat på et nyere keyboard hvor der bliver brugt Cherry MX red switche, til at lave endnu en test. Men løftet om under 5ms latency er ihvertfald overholdt som det burde. Jeg testede også lydniveauet på alle 3 keyboards for at se om der var forskel på dette. Der blev lavet 4 seperate lydtests, hvor der blev målt den opfangede lyds decibel. Da jeg ikke har adgang til professionelt udstyr, blev der optaget i et fastlagt miljø, hvor jeg først optog lyden helt uden noget tastetryk eller andet end min computer, der blev brugt en Blue Yeti mikrofon som er suspended i et shockmount 20cm over keyboardene. Det vigtige her var at alle tests blev lavet i samme test miljø, med samme baggrundsstøj. Decibel bliver målt af lyden der afspilles igennem mine højtalere, så lydniveauet måles relativt til den "stille" lyd optagelse
- Stille uden nogen tastetryk lå klippet på 30dB i gennemsnit med den højeste værdi på 40dB
- The Commander In Chief lå på 40dB i gennemsnit med højeste værdi på 56dB
- Membran keyboardet havde et gennemsnit på 36dB hvor højeste værdi var på 53dB
- Cherry MX red keyboardet holdte sig på 37dB i gennemsnit men højeste værdi var på 58dB
Denne test skal tages med et stort forbehold for optagelses kvaliteten, da jeg ikke har kunne eliminere baggrundsstøj eller ikke har haft adgang til præcist test udstyr.
Grunden til at jeg måler lydniveauet som en del af testen af det her keyboard, er at jeg til dagligt streamer, og har problemer med at min mikrofon fanger klik lydene fra keyboardet, så det er et reelt problem/punkt der har betydning for mig.
Jeg har nu brugt keyboardet i ca 4 dage, og må indrømme at fremstå som en kritisk person der skal give det her keyboard min vurdering, er lidt vanskeligt da jeg faktisk i bund og grund elsker det. Jeg har kun et par enkelte ting at påpege af fejl/ide til forbedringer. Den ene fejl er såre simpelt at 2 af knapperne sidder forkert, hvilket drejer sig om mute og volume op knappen, men dette løses på under 30 sekunder ved at tage dem af, og sætte dem på igen på de rigtige pladser. Fejl nummer 2, fandt jeg først under test af keyboardet, så har ikke fået dette meldt tilbage til producenten endnu. Software programmet kommer med en træls error message hver gang jeg vil ændre lys indstillingerne, dog skal det siges at jeg kan godt ændre indstillingerne selv om fejl beskeden siger det ikke lykkedes.
Denne fejl kan skyldes flere ting, og er måske ikke en direkte fejl fra programmets side da jeg lige har opdateret Windows til den nye patch.
Prisen lyder på skrivende tidspunkt på 999 kr. Hvilket i dag passer ind i midten af prisskalaen for gaming keyboards, hvor nogen af de dyreste keyboards ligger på 1500+ kr. Kvaliteten og features gør dog at den befinder sig lige ved skillepunktet hvor du som gamer tænker over om du skal have det dyreste og det bedste, eller om du kan leve med de billigere udgaver. Min personlige mening er nok at jeg gerne så det var 100 billigere, men samtidig kan jeg godt forstå at de har sat den ved dens nuværende pris, for hvis du begynder og sammenligne det med Razer/Steelseries/ASUIS RoG etc så kan den sagtens leve op til de specifikationer som dens modstandere har og komme ud på toppen med en billigere pris. Om Blackpulse så kan hamle op med marketingen fra de store navne og få skabt sig en plads i gaming miljøet må fremtiden vise, men jeg håber det da deres første produkt sagtens kan matche det der er på markedet nu.
Update:
De 2 volume knapper er blevet ændret i produktionen, så de nu sidder som de skal. Derudover er der blevet tilføjet et keycap tool så du nemt kan tage knapperne af, hvis du skal rense keyboardet eller sætte nogle helt nye knapper på.